Mød kunstneren @meep

Hør lige her, folkens: Vi har et nyt interview bag kulisserne i denne uge med ingen ringere end den talentfulde @meep. Meep er popkunstner og kendt for sin nostalgiske stemning med et twist. Vi har stillet @meep nogle spørgsmål, så lad os høre, hvad hun har at sige.

1. jul. 2022

Kunstværk af Meep med corgier, der forvandles til et franskbrød og svæver på en skyet himmel
Kunst af @Meep
Meeps arbejdsplads: iPad-skitse af en robotmus foran et tv, der viser Bob's Burgers
Kunstværk undervejs
Tre stadier af Meeps tegning af en robotmus, fra grov skitse til farvelagt figur, af @the_real_meep
Robotmusen bliver til

Et kig ind i Meeps kreative verden

StickerApp: Hvordan vil du beskrive din stil?

Meep: Jeg vil beskrive min stil som en blanding af popkunst og surrealisme. Jeg vil sige, at 95 % af mine værker tager udgangspunkt i en tegnefilm, en gyserfilm, en skuespiller, en musiker/et band osv.

Jeg kan godt lide at tage sjove, nostalgiske følelser og vende dem på hovedet, enten med en form for mash-up eller en fjollet, ofte barnlig nyfortolkning af motivet.

StickerApp: Hvad er din yndlingsteknik?

Meep: Min yndlingsteknik? Wow... øh... det hele? Haha! Det meste af det, jeg laver, er digitalt, og med digital kunst skifter jeg lidt rundt, når jeg keder mig (jeg keder mig tit). Digitalt har jeg på det seneste været rigtig glad for at redigere/manipulere billeder. Jeg bruger Procreate til at tilføje farver og male/tegne ind i billeder. Det er generelt samme idé som i de fleste af mine digitale tegninger (mash-ups osv.), men jeg prøver at lege med et mere fotorealistisk udtryk.

To af mine yndlingsværker med den teknik er en genskabelse af et Animorphs-bogomslag med min corgi, Billy, der langsomt forvandles til et brød/en hotdog

StickerApp: Hvem eller hvad er din største inspiration?

Meep: Min største inspiration er min lillesøster. Som lille havde hun den vildeste fantasi, og jeg prøver at kanalisere det niveau af fantasi over i det, jeg laver. Hun var meget optaget af kunst, da hun voksede op, så hver gang jeg skulle give hende en gave, købte jeg kunstartikler. Jeg kan huske, at jeg fik nogle kæmpestore papirruller fra mit gamle job og gav hende dem at tegne/male på, og da jeg kom tilbage et par uger senere, havde hun brugt en hel rulle! Og det var vilde sager! Hajfly (”Det er et fly, men det er en haj!”), mærkelige scener med så meget, der foregik (tænk Boschs triptykon, bare lavet af en 6-årig), og nyfortolkninger af tegnefilm, hun kunne lide. Jeg kunne remse en liste op med Warhol, Basquiat, Ray Johnson osv., men ingen af dem kan måle sig med min lillesøster.

StickerApp: Hvordan startede det hele?

Meep: Hmm... Det hele ”startede”, så snart jeg kunne holde en farveblyant. Jeg har altid elsket at tegne og lave ting. Meep (navnet er faktisk inspireret af min lillesøster) opstod efter en lang pause fra kunsten, hvor jeg følte, at der manglede noget i mit liv. Jeg ville tilbage til kunsten, og en dag besluttede jeg at begynde at sætte håndlavede klistermærker, wheat paste-plakater osv. op rundt omkring i Madison, Wisconsin. Dengang var det hele fysisk kunst. Mest street art.

”Det var først et par år senere, at min ven Nathan viste mig en iPad Pro for første gang, og så ændrede alt sig! Det er omkring 7 år siden”

StickerApp: Har du et tip til dem, der er ved at starte?

Meep: Mit bedste tip til kunstnere er inspireret af et citat af Charles Bukowski. Det står faktisk også på hans gravsten, haha, og lyder ganske enkelt ”don't try”. Jeg tror, han mente noget lidt andet end det, jeg har gjort det til. Det, ”don't try” betyder for MIG som kunstner, er, at kunst er noget, du er NØDT til at gøre for at leve. At trække vejret, spise, drikke, sove, ____e og ”kunste”. Du ”prøver” ikke at gøre de ting. Du gør dem bare for at leve. Du gør dem ikke i håb om anerkendelse, og det burde i hvert fald heller ikke være grunden til, at du laver kunst. Hvis du laver kunst for pengenes/anerkendelsens skyld, har du nok bedre chancer, hvis du prøver at komme ind i NFL. Jeg laver kunst for at bearbejde alt det vanvittige, forskruede i verden. Det er terapi, og jeg håber bare, at det også kan være lidt terapi for den, der ser det. En flugt fra virkeligheden, om så bare for et øjeblik.

Et mindre dybt svar ville være at skaffe en iPad Pro med 256 GB plads! Pas dit fuldtidsjob, hvis du har et, kom så hjem, og bliv oppe til kl. 3 om natten og skab, og gentag, fordi du er nødt til det. Ups! Nu blev jeg dyb igen.

StickerApp: Yndlingsapp/-program? 

Meep: Min yndlingsapp til kunst er Procreate. Jeg bruger den til 99 % af mine ting (Adobe Draw bruger jeg til den sidste 1 %). Medmindre det her var et trickspørgsmål, for så er min yndlings-”app” selvfølgelig STICKERAPP!!! :P

 

Tak, Meep, for de søde ord og et spændende interview. Vi får helt sikkert flere spændende snakke fremover.

Tak, fordi du tog dig tid til at snakke med os!
Vil du se mere? Så tjek @the_real_meep på Instagram.


Forfatter
StickerApp
Continue